B.S. Ingemann i Slagelse

I østen stiger solen op, Julen har bragt velsignet bud og Dejlig er jorden

Slagelse Latinskole, der lå i Sct. Mikkels Kirkelade (bygget måske allerede i 1470'erne) fra omkring 1616 (1618) til 1809 (1811?), havde elever som for eksempel Jens Baggesen og B.S. Ingemann. Mindetavlen på Kirkeladen blev opsat af byrådet i 1885.

 

Omkring 1809 flyttede skolen fra Kirkeladen til Bredegade, men nu ligger den på Willemoesvej og hedder Slagelse Gymnasium.

 

B.S. Ingemann blev senere ansat ved Sorø Akademi som lektor i dansk sprog og litteratur. Der fik Ingemann blandt andet besøg af H.C. Andersen, mens H.C. Andersen gik på Slagelse Latinskole i Bredegade i Slagelse.

 

Ingemanns mange sange og salmer for børn gjorde ham kendt. Især huskes Nu titte til hinanden, I østen stiger solen op, Lysets engel går med glans, Julen har bragt velsignet bud og Dejlig er jorden.

 

Ingemann var i sin samtid berømt for en lang række historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien. De var inspireret af Walter Scotts historiske romaner og kom til at spille en stor rolle i den nationalromantiske vækkelse, der fór gennem landet i midten af 1800-tallet.